jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 

 

SF og folkeskolen

Bragt i Jyllands Posten

 

Af Morten Homann, folketingsmedlem (SF) og Jonas Dahl, regionsrådsmedlem (SF)
Per Hovgaard(PH) udbeder sig den 6. april på disse sider svar vedr. vores visioner for folkeskolen. Vi vil meget gerne besvare PHs analyse, der fejlagtigt forsøger at give SF skylden for folkeskolens deroute.
PH mener, at det gik helt galt med folkeskolen. da SF opstod. Kære PH, hvis bare SF havde haft lige så meget indflydelse, som du antyder, ja så ville Danmark og Århus se ganske anderledes ud!

Folkeskolens deroute kan vi kun være enige med PH, - omend deroute er et voldsomt ord. 

Det er for dårligt, at der ikke undervises flere minutter pr. time, det er netop derfor, vi vil indføre ”Gør, hvad du er bedst til”. Lad lærerne undervise, lederne lede og kontorpersonalet administrere. Det vil gøre alle mere tilfredse og skabe bedre resultater. 

Det er også for dårligt. hvis eleverne slår på andre, det være sig lærere eller hinanden. Vi er enige, - derfor er det, vi foreslår, at der sikres bedre kontakt og samarbejde mellem skolen og forældrene. 

Så får undervisningsmaterialerne også en bredside. Og også her er vi fuldstændig enige. Geografibogen skal ikke vise Østtyskland eller for den sags skyld Danmark til Ejderen. Bøgerne skal være up to date, eleverne skal turde tage bøgerne i hånden uden at være bange for, at elastikken, der holder siderne sammen, springer.

 

Ja PH, vi er meget, meget enige. Det er også derfor, vi forslår en række ændringer i folkeskolen, ændringer, der vil gøre folkeskolen til et sted, hvor alle vil have deres børn gående - uanset pengepung, hudfarve eller tro. Vi vil sikre bedre efteruddannelse af lærerne, flere undervisningstimer, bedre skole-hjem kontakt, bedre materialer.

En bedre folkeskole får vi kun, hvis vi har visioner om at gøre den bedre. Visioner er ikke tests, prøver og endnu flere tests. Vi vil ikke et samfund, hvor vi har et B og et C hold. Vi vil have  samfund med et A hold, hvor der er plads til og brug for alle.

Og pengene kan vi sagtens finde, også til bedre kollektiv trafik og bedre ældrepleje. Som alle med lidt økonomisk sans ved, så er den bedste pengepleje at investere fornuftigt, derved sikrer man det bedste afkast. Vi mener, at bedre kollektiv trafik, bedre ældrepleje og en god folkeskole er en god investering i fremtiden. Vi tror på, at danskerne vil have VELFÆRD i stedet for tomme ord,

dobbelt moral, skattelettelser og misrøgt.


SF snakker om BEHOV og VISIONER, ikke om hovsa og deroute.


 

Tilbage