jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 

 

Ambitioner for sundhed - drop momsen på frugt og grønt

Information, 10. august 2007

 

Af Jonas Dahl, Folketingskandidat og regionsrådsmedlem (SF)

Det skal være billigt og nemt at træffe de sunde valg i supermarkedet og hjemme ved køkkenbordet. Det er sund fornuft for de fleste og tilmed en god forretning for vores fælles samfundskasse, hvis vi kan forebygge bare en lille del af de livsstilssygdomme som er en af de største trusler mod vores velfærdssamfund. Derfor vil SF have momsen på frugt og grønt væk, det er der nemlig sund fornuft i.

Det vil regeringen til gengæld ikke være med til. Regeringen har nemlig sænket afgifterne på sodavand, øl og spiritus. Man undre sig, hvad er det for en sundhed man arbejder for? Nu vil forbrugerministeren så foreslå at man kun må drikke en halv liter sodavand om ugen. Det er da en smuk tanke, at sænke priserne og så bagefter gå ud og sige at nu skal i købe mindre af de usunde og billigere produkter. Regeringens logik er så sort og svært at gennemskue at det skriger til himmelen.

I SF vil vi gerne have lidt ambitioner og tænke lidt længere med den forebyggelse som alle taler om men ingen gør noget ved. Kunne vi ikke have lidt større glæde af at frugt og grønt blev billigere end af at sodavand og øl bliver billigere? Ville vores samfund på længere sigt ikke have større gavn af netop at friste med billige gode råvare, i stedet for billige usunde vare, svaret giver sig selv, bare ikke på den borgerlige fløj.


 

Tilbage