jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 

 

Århusianske hybrid taxaer og miljørigtige busser til Århus

Århus Stiftstidende

Af Anne Grete Holmsgaard, MF (SF) og Jonas Dahl, Regionsrådsmedlem og folketingskandidat (SF)
Århus bør følge New York's eksempel og udskifte byens taxaer med miljø- og klimarigtige hybrid- og elbiler.

Luftforurening og CO2-udledning fra den århusianske trafik er ved at udvikle sig til et stort problem. Hybridbiler er en del af løsningen. Hybridbiler kører på en blanding af benzin og elektricitet og udgiver derfor langt færre udstødningsgasser herunder CO2. Derfor vil flere hybridbiler på gaderne være godt for både folkesundheden og klimaforandringerne.

I New York har man netop besluttet at udskifte sine 13.000 gule taxaer med grønne hybridbiler. Århus burde hoppe med på den vogn og stille krav om flere hybridbiler. Ligeledes bør Århus Kommune og Region Midtjylland stille krav om at busserne i Århus skal kører på mere miljørigtige brændstoffer, således at udledningen af co2 mindskes hurtigst muligt.

I dag er der nogle uhensigtsmæssige regler omkring registreringsafgifter for taxaer. SF mener, at der her er brug for ændringer i incitamentsstrukturerne omkring miljørigtige biler. Men det er også muligt, at det bliver nødvendigt at stille direkte krav til brugen af hybrid- og elbiler i transportsektoren, herunder taxierhvervet.

Det afgørende for SF er ikke hvilken fremgangsmåde man benytter, men at vi når målene og opnår mærkbare resultater for folkesundheden og klimaet - hellere i dag end i morgen.


 

Tilbage