Jyllands Posten, 8. februar 2008

Af Jonas Dahl, Forsknings- og Universitetsordfører (SF)

Den borgerlige regering er langt fremme med planer om en ny model for tildeling af forskningsmidler til universiteterne. Den skal være ”kvalitetsbaseret”, hvilket vil sige, at der tildeles midler efter ”faktiske resultater”. Så alle forskningsresultater skal kvantificeres og måles – og det gælder også for forskningsformidlingen. Regeringen har nemlig ikke den store tiltro til, at forskerne vil formidle nok, med mindre de udsættes for bureaukratisk registrering og kontrol.

Ligesom hospitalspersonalet tæller håndvaske, fordi det åbenbart giver mening at bruge de i forvejen sparsomme hænder i hospitalssektoren på denne måde, skal de universitetsansatte nu bl.a. til at registrere hvor mange blogindlæg, de laver i løbet af året. Har bureaukratiet ingen nedre grænse?

Ikke bare tager registrering tid fra det, der burde være forskernes fornemste opgave, nemlig forskning og undervisning, men det giver også nogle stærkt uheldige incitamenter, hvis det – som rygtet siger - bedre kan betale sig at lave 36 blogindlæg frem for en samlet litteraturhistorie, sådan som det f.eks. har udsigt til at kunne på Københavns Universitets Humanistiske Fakultet. Den borgerlige regering har for længst overskredet grænsen for bureaukratisk galskab. Der er behov for, at videnskabsminister Helge Sander tager sine kriterier for udmøntning af de økonomiske midler til universiteterne op til grundig revision.

Kriterierne er ikke bare uklare. De lægger også op til en øget centralisering og bureaukratisering, og rejser dermed spørgsmålet om, hvad det koster, for det første for forskerne, for det andet af administrative ressourcer. At tælle blogindlæg, artikler og interviews fortæller ikke noget om den reelle værdi af forskningen, kvantitet er som bekendt ikke lig med kvalitet. Optælling af artikler og andet godt fører derfor heller ikke til nogen kvalitetssikring. Insisterer Sander alligevel på det, kan han da i det mindste gøre som i Norge, hvor man bruger universiteternes egne indberetninger. Det, man lægger op til i Danmark er derimod et helt uoverskueligt, parallelt system og dermed en ressourcekrævende mangedobling af registrering og kontrol.

I SF har vi tillid til, at universiteterne og fakulteterne formår at forvalte de sparsomme midler på en fornuftig måde. Helge Sander vil absolut gå kontrollens mest bureaukratiske vej. Ministeren skylder en præcis redegørelse for grundlaget for den igangsatte registrering, for dens gennemførlighed, for dens ressourceforbrug – og for dens nytteværdi.