Debat: Regeringens mistillid til forskningen

Helge Sanders forsøg på at omstille universitetet til videnssamfundet drukner i bureaukrati.

Bragt i Politiken, 1. september 2008

 

Af JonasDahl , Mf (SF)

Universitetslove synes at få stadig kortere levetid i Danmark. Den politiske interesse i den offentlige forskning har nemlig været stigende i takt med, at samfundsøkonomien er blevet mere videnstung og globaliseret. Derfor har øvelsen gået på at sikre, at universiteternes viden bidrager mest og bedst muligt til samfundet. Det giver mening, for selvfølgelig skal der stilles krav til et område, der hvert år modtager finansiering i milliardklassen fra statskassen.

Spørgsmålet er, om den nuværende forskningspolitik giver os det, regeringen påstår, nemlig »mere forskning for pengene«? Meget tyder desværre på, at vi blot får mere bureaukrati for pengene.

Det overrasker ikke, for videnskabsminister Helge Sanders forsøg på at 'omstille' universitetet til videnssamfundet er paradoksalt nok ikke specielt vidensbaseret. Der lå således ikke nogen analyse af forskningens trivselsvilkår til grund, da han hastede sin reform igennem i 2003.

 

Derfor er mere topstyring og konkurrence det eneste saliggørende og kvalitetssikrende i regeringens forskningspolitiske univers. Større enheder med mere professionaliseret ledelse og politisk styring i kombination med, at de faste bevillinger til universiteterne - og dermed forskerne - i stigende grad afløses af 'konkurrencebelagte'. »Alternativet ville være et tagselvbord«, som videnskabsministeren sagde for at understrege den tillid, universitetsansatte nyder i dag.

Men den offentlige forskning skulle altså være i fremdrift med bevillinger, der aldrig har været større. Går man bag om tallene, tegner der sig dog et billede af forskningsmiljøer plaget af dobbelt bureaukratitis. Bestræbelsen på at topstyre forskningen har flere steder ført til et væld af administrative ansættelser. F.eks. har et fakultet ved Københavns Universitet fordoblet sin administrative stab i løbet af en periode på blot to-tre år. Da lønniveauet for administrative ledere desuden langt overstiger forskernes, fører det til et betydeligt dræn af forskningsmidler.

 

Samtidig betyder konkurrencen om forskningsmidler, at forskerne bruger mere tid på papirarbejde. En vurdering fra forskerside lyder, at over halvdelen af tiden i dag går til at søge penge, administration og afrapportering. Når enhver aktivitet skal dokumenteres og selv indkøb af reagensglas kræver en ansøgning, er der naturligvis ikke meget tid til at levere kerneydelsen.

For SF står det klart, at vi må genfinde respekten for forskningens grundvilkår. Forskning er en langsigtet aktivitet, der kræver stabile og frie arbejdsvilkår. Derfor skal vi opprioritere de faste basisbevillinger, der giver arbejdsro til forskerne og sikrer grundforskningen.

Vi har brug for en ny universitetsmodel med indbygget nærhedsprincip og rammestyring i stedet for regeringens dobbelte fjernstyring via eksternt flertal i bestyrelserne og detaljerede udviklingskontrakter. Kvalitetsforskning kræver universiteter, der kan disponere langsigtet over forskningsmidler ud fra en indre såvel som ydre dialog.

Gode resultater opnås nu engang bedst i et tillidsforhold frem for i en situation, hvor mistilliden står i første række.