jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 

 

Debat: Regeringens syge sundhedspolitik

Bragt i Information, 15. september 2008

 

Af Jonas Dahl, medicinalordfører (SF)

I Danmark har vi altid været stolte af vores offentlige sundhedsvæsen, fordi det giver fri adgang for alle. Vi har altid værdsat det at kunne tage til lægen eller på sygehuset, når der er behov for det, uden at skulle bekymre os om økonomien. Desværre er der nu rykket ved denne tro på sundhedsvæsenet, da det nu er muligt at tegne private sundhedsforsikringer.

Regeringen har gjort disse private sundhedsforsikringer attraktive samtidigt med, at den favoriserer privathospitalerne. Under den siddende regering er antallet af danskere, der har tegnet en sundhedsforsikring eksploderet, så 850.000 danskere i dag har en sundhedsforsikring. En af grundene til denne stigning er, at regeringen har gjort det muligt for arbejdsgivere at trække udgiften til medarbejdernes sundhedsforsikringer fra i skat samtidig med, at medarbejderne heller ikke skal betale skat af frynsegodet.

 

I SF mener vi ikke, at det kan være rigtigt, da det betyder, at regningen i sidste ende betales af de dårligst stillede, der ikke har en sundhedsforsikring, og deres børn, som må vente i månedsvis på behandling. Disse sygeforsikringer er et usolidarisk initiativ, der primært tilgodeser de borgere, der i forvejen er velfungerende. Samtidig bidrager det i uhyggelig grad til at dræne det danske sygehusvæsen for ekspertise og medarbejdere.

 

Unfair konkurrence

Nogle påstår, at der er tale om fair konkurrence mellem de private sygehuse og de offentlige, men det er ikke tilfældet. De private sygehuse kan sortere i opgaverne, hvilket i praksis betyder, at de private sygehuse tager de lette operationer, som der kan tjenes penge på. De akutte og vanskelige tilfælde, som kræver svære og omkostningstunge behandlinger lader man pænt ligge til det offentlige. De kriterier, der sorteres efter, er ikke, hvilken sygdom patienten har, men om patienten har en sundhedsforsikring.

Samtidig kan de private hospitaler frit og uden vederlag overføre deres patienter til de offentlige hospitaler, når deres patienter har fået komplikationer i relation til behandling. I SF vil vi stoppe denne unfair konkurrence mellem de private og offentlige sygehuse og genvinde borgernes tillid til det offentlige sundhedssystem. SF vil have et sundhedsvæsen, der leverer en høj kvalitet til alle uanset, hvor velstillet man er.


 

Tilbage til Sundhedspolitik

 

Tilbage til 2008