jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 


SF tager ansvar 

Bragt i Århus Stiftstidende, 25. september 2008

 

Af Jonas Dahl, Medlem af Folketinget (SF)

ØKONOMI: SF vil en anden økonomisk politik i Danmark. En politik, der på samme tid gavner velfærden og er økonomisk ansvarlig. Derfor har vi fremlagt et finanslovsudspil, der giver flere penge til bl. a. sundhed, ældre, trafik og folkeskolen, og en spareplan, der peger på en række åbenlyse muligheder for besparelser.

 

Det forhindrer dog ikke Michael Aastrup Jensen (V) i at slå automatpiloten til og anklage SF for økonomisk uansvarlighed i avisen 15.9. Han anerkender åbenbart, at vores finanslovsudspil er fuldt finansieret, men mener ikke, at vi giver noget bud på, hvordan vi vil løse knapheden på arbejdskraft.

Det er en lidt besynderlig kritik, for vores forslag om at give alle ret til at arbejde fuld tid, i stedet for kun at blive tilbudt deltid, vil netop øge det effektive arbejdsudbud med adskillige tusinde personer. Endnu mere besynderlig er dog Aastrups kritik af SF's spareplan for at ville » finansiere besparelserne med højere indkomstskatter « ! Undskyld, men siden hvornår skal besparelser finansieres? Her er den varme luft fra regeringens egen finanslov vist steget venstremanden til hovedet.

Men Aastrup har ret i, at SF bl.a. ønsker at fjerne de skattelettelser på i alt 9,2 mia. kr., som regeringen har givet. Hvorfor? Fordi vi i SF ikke lægger skjul på, at vi hellere vil bruge pengene til at forbedre vores velfærdssamfund frem for at give skattelettelser.

Når Aastrup Jensen mener, at det er udtryk for » manglende ansvarlighed « , glemmer han lige at fortælle, at Nationalbanken netop har frarådet skattelettelserne, fordi de var ja, økonomisk uansvarlige! Venstre påstår stadig, at vi både kan få skattelettelser i milliardklassen og mere velfærd. I SF prioriterer vi - til fordel for velfærden.


 

Tilbage til Andet

 

Tilbage til 2008