jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 


Debat: Sundhed og transport

Bragt i Jyllands Posten Århus, 30. december 2008

 

Af Jonas Dahl, Folketingsmedlem, sundhedsordfører (SF)

Så lakker 2008 mod enden. Politisk kan jeg ikke klage over manglende arbejdsopgaver i 2008, da regeringen og Dansk Folkeparti ikke ligefrem har gjort livet lettere for borgerne i Danmark. Der er nok at tage fat på i oppositionen med den politik, der føres.

Som de fleste ved, har SF og jeg længe kæmpet for at få etableret en letbane i Århus.

Regeringen og Dansk Folkeparti har været meget tvetydige angående dette projekt, som derfor endnu ikke har fået luft under vingerne.

Jeg vil blive ved med at kæmpe for denne sag, da de trafikale problemer ikke bare forsvinder, fordi man ser den anden vej, hvilket lader til at være regeringens strategi.


Penge til letbanen

I vores økonomiske udspil har vi afsat penge til at bygge en letbane og til at udbedre de huller i bustrafikken, som regeringen har skabt.

I SF kæmper vi for en ordentlig kollektiv trafik i hele Danmark, da det både vil gavne borgerne og miljøet. Vi vil ikke stiltiende se til, mens den kollektive trafik forværres, og letbanen bliver kørt ud på et sidespor.

Vi har også arbejdet for at få lavet en uvildig undersøgelse af Kattegatforbindelsen og har fremsat forslag herom i folketingssalen.

Heller ikke her har regeringen valgt at lytte. Den gav os en negativt indstillet syltekrukkeundersøgelse, mens den senere Kattegatrapport fra Århus Kommune og Region Midtjylland kom frem til et helt andet resultat.

Tilbage står et mudret billede, som bare forstærker behovet for en reel undersøgelse af en Kattegatforbindelse.


Sundhedsproblem

I løbet af de seneste måneder har vi alle kunnet følge med i de skræmmende afsløringer, der har været af tilstandene på de danske sygehuse.

Jeg synes, det er forfærdeligt at opleve standarden i et sådant forfald, at den mangelfulde rengøring ligefrem går hen og bliver et sundhedsproblem.

Regeringen og Dansk Folkeparti har kun været med til at forværre dette forfald, da den private sektor lidt efter lidt har fået flere og flere fordele, hvilket er gået ud over det offentlige sygehusvæsen.

Vi må beklageligvis konstatere, at der ikke er lige konkurrencevilkår mellem den offentlige og den private sektor, da privathospitalerne frit kan vælge, hvilke operationer de vil udføre, og oven i købet modtager højere betaling end det offentlige.

Sidst, men ikke mindst har de skattefri sundhedsforsikringer heller ikke gjort livet lettere for de offentlige sygehuse eller for de fleste danskere. Patienterne er blevet ofre for regeringens privatisering og befolkningen spaltet op i et A og et B hold.


Trygge patienter

Som sundhedsordfører vil jeg fortsat kæmpe for at skabe et offentligt sundhedsvæsen af højeste kvalitet, hvor patienterne kan føle sig trygge, og hvor der igen er lige adgang for alle.

Jeg håber, at borgerne selv vil tage aktiv del i debatterne om det danske sundhedsvæsen. De skal ikke finde sig i den behandling, de eller deres pårørende får. Vi kan i fællesskab få stoppet den udvikling, der har fundet sted, og igen få et sundhedsvæsen i verdensklasse. Vi har allerede det højt kvalificerede personale. Nu skal vi bare give det de rette arbejdsforhold.

Udfordringerne har været store, og de bliver næppe mindre i 2009. Men lad os håbe, at året byder på godt nyt for en letbane, en Kattegatforbindelse og for en styrkelse af det offentlige sundhedsvæsen.


 

Tilbage til Andet

 

Tilbage til 2008