jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 

 

Kollektiv koks for transportministeren

Bragt i Århus Stiftstidende, 25.08.2008

 

Af Jonas Dahl, Medlem af Folketinget (SF)

BUSSER: Regionerne mangler penge til den kollektive trafik, til de regionale busser. Det rammer i særdeleshed Djursland hårdt. Imens ser en ligeglad regering til.

Transportministeren har ikke bare fjernet tidligere tilskud til den kollektive trafik, men også tvunget nye dieselafgifter ned over hovedet på de regionale trafikselskaber.

Det rammer Midttrafik uforholdsmæssigt hårdt, men allermest gør det ondt på Djursland, hvor en stor del af den kollektive trafik, der binder Djursland sammen, står til at blive slagtet.

Det er tragisk og fuldstændig uacceptabelt, at regeringens arrogance over for den kollektive trafik skal ramme Djursland så hårdt.

Derfor foreslår SF i vores kommende finanslovsudspil at gøre noget ved den kollektive trafik.

Vi foreslår, at trafikselskaberne skal have 300 mio. kr. i 2009 for at rette op på den negative spiral, som trafikselskaberne er inde i. Der er brug for en god og effektiv kollektiv trafik. Derfor vil SF hjælpe busselskaberne på fode igen, for de rammes jo ikke kun af nedskæringer, men også af en stigende rente og oliepris.

Regeringen har igen og igen fremsat ønsker om, at danskerne skal stille bilen og tage den kollektive trafik, men det kræver, at den findes og kører ofte.

Derfor vil SF nu give trafikselskaberne denne saltvandsindsprøjtning.

Det kan forhåbentligt redde busserne på Djursland.


 

Tilbage til Trafikpolitik

 

Tilbage til 2008