Debat: Misforstået kamp for lighed?

Bragt i Århus Stiftstidende, 17. maj 2008

Af Jonas Dahl, Medlem af Folketinget (SF), og Emilie Turunen, Formand for SFU

1. maj: Landsformændene for Venstres Ungdom og Radikal Ungdom, Thomas Banke og Andreas Steenberg, fremfører i Stiften 8. maj det synspunkt, at 1. maj, som SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten gerne så den, er »død«.

Det skyldes, ifølge de ­forbrødrede landsformænd, at den traditionelle klassekamp for er blevet over­halet af tiden og udviklingen, fordi lønarbejdere under ét i dag er del af en yderst begunstiget middelklasse.

Den brede kamp for lighed skulle altså være et overstået historisk kapitel, som kun venstrefløjen er bagudskuende nok til at skrive videre på. Spørgsmålet er dog, om det ikke er den dynamiske formandsduo, der har lidt svært ved at nå på omgangshøjde med virkeligheden.

Havde de set ud af vinduet for nylig, ville de sikkert have fået øje på tusindvis af offentligt ansatte, som ­søger at opnå bedre arbejdsforhold ved brug af et af arbejderkampens helt klassiske våben.

Er deres kamp for en mere lige løn berettiget? Tja, mange offentlige ansatte sygeplejersker, politimænd osv. har f.eks. ikke længere råd til at bo bare nogenlunde tæt på deres arbejdsplads, men er på grund af de skyhøje boligpriser henvist til at bosætte sig uden for byerne.

I SF vil vi ikke kalde den gruppe yderst begun­stiget, og vi støtter derfor deres kamp for mere lighed.

Men den støtte får netop Thomas Banke og Andreas Steenberg til at se rødt: Vi svigter kampen for de allersvageste, dvs. dem, som ­ikke engang har res­sourcerne til at demonstrere!

Nu udelukker det ene jo ikke det andet, snarere tværtimod. Som det lød i 1. maj talen fra SFs formand, Villy Sønvdal: Men det er ikke bare sygeplejerskerne, sosu-erne, pædagogerne og de andre sundheds­arbejdere, der har brug for ligeløn. Det har de syge, de ældre og vores børn også. Ellers risikerer vi nemlig, at vi slet ikke kan skaffe nok medarbejdere til at passe og pleje vores børn, syge og ældre.

Den sammenhæng mellem den brede lighedskamp og kampen for de svageste har formandsduoen intet begreb om. Derfor er det ekstra komisk at skulle ­høre duoen anklage venstrefløjen for at være uden politiske visioner og substans, når det gælder de svagestes vilkår.

Og i VU-formandens tilfælde er der jo tale om rent hykleri, for hvis han ­virkelig ønsker forbed­ringer, kunne han vel passende starte med at tale med sin egen partitop. For i sine år ved regerings­magten har Venstre ikke bestilt andet end at for­værre vilkårene for de ­aller­dårligst stillede danskere ved indførelse af ­såkaldt starthjælp, kontanthjælpsloft og en begrænsning for hvor længe man kan modtage sygedagpenge.

Den kamp for mere ulighed bliver aldrig en del af SFs visioner.