jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 

 

Tag cyklen for dine børns skyld

Hver tredje cyklist har droppet cyklen de seneste 15 år. Derfor skal det gøres hurtigere, sjovere og sikrere at bruge cyklen.

Bragt i Århus Stiftstidende, 17. august 2008

 

Af Jonas Dahl, Medlem af Folketinget (SF)

TRAFIK: Det er sundt at cykle i skole, men det skal også være sikkert. TV2 Østjylland kunne 12. august berette om de usikre trafikforhold for skolebørnene i Hornslet.

Her gør forældre skolevejen farligere, når de af frygt for at sende børnene ud i trafikken eller efter at have sovet over sig, kører børnene i skole i bil. Jeg kan godt forstå forældrene, for de vil jo blot det bedste og sikreste for deres egne børn. Problemet er bare, at hvis vi alle handler sådan, så bliver det også farligere for alle.

Derfor vil SF forbedre cykelvejene, så man kan komme hurtigere og sikrere til skole og arbejde på cykel. Det er sundest ikke bare for børnene, men også for de voksne. Sundt for den enkelte, for klimaet og samfundsøkonomien. Desværre er forholdene for cyklister alt for dårlige, som eksemplet fra Hornslet viser.

Rent faktisk har hver tredje cyklist droppet cyklen de seneste 15 år. Derfor skal det gøres hurtigere, sjovere og sikrere at bruge cyklen.

Der er især behov for sikrere cykelstier, hvor børn cykler til skoler og idrætsanlæg.

En anden mulighed, man med fordel kunne undersøge, er cykelvenlig lysregulering med grønne cykelbølger og sikre højresving.

Så kunne det være, at vi kunne undgå nogle at de tragiske højresvingsulykker, vi desværre ser i stigende omfang. Endelig er der en særlig udfordring i at få styr på de kaotiske parkeringsforhold, der hersker rundt om hovedbanegården.

En udvidelse af cykelparkeringsmulighederne vil gøre den kombinerede rejse med tog og cykel en hel del nemmere og få flere til at cykle. Som alt andet er det ikke billigt at forbedre forholdene for cyklister, men det er langt billigere end andre trafikinvesteringer, og det betaler sig i fremtiden.

Fra SFs side har vi foreslået, at der afsættes en pulje på 100 millioner kr.

om året, som kan medfinansiere lokale cykelinitiativer i Danmark.

Det viser historien fra Hornslet, at der er hårdt brug for.


 

Tilbage til Trafikpolitik

 

Tilbage til 2008