jonasdahl.dk

jonasdahl.dk © 2008 

 

 

 

 

 

 

 

Debat: Entydige ­udmeldinger er en mangelvare

Bragt i Århus Stiftstidende, 08. maj 2008

 

Af Jonas Dahl, Medlem af Folketinget, Trafikordfører (SF)

Grenaabanen: Det er på tide, at regeringspartierne spænder hjelmen og kommer med nogle entydige udmeldinger om hvad de vil med den kollektive trafik i Østjylland. Skal vi have et opdateret spornet fra Odder til Grenaa? Hvornår? Og er det letbanetog, der skal tage pladsen efter de nuværende langsomme tog?

Trafikforeningen Djursland leverer i avisen en berettiget kritik af Transportminister Carina Christensens (K) manglende prioritering af den østjyske trafik. I den forbindelse stiller de ministeren de ovenstående tre gode spørgsmål. Dem vil SF gerne hjælpe dem med at få svar på, og derfor har vi bedt ministeren besvare brevet og oversende svarene til Folketingets trafikudvalg.

Det er på tide, at Regeringen får styr på planer og udmeldinger om Østjyllands trafik. Man bliver meget hurtigt forvirret, når man lytter til de selvmodsigende udtalelser. På trods af, at Anne Mette Winther Christiansen (V) i en nyhedsudsendelse på TV2 Østjylland, torsdag 10. april så godt som lovede, at Grenaabanen vil blive fornyet snart, er der intet der tyder på, at hun har dækning for sine udtalelser. Tværtimod.

For i Transportminister Carina Christensens svar til undertegnede vedrørende Grenaabanen, fra 18. februar 2008, skriver hun, at der »ikke er planlagt større sporombygning før 2013«.

Det er simpelthen på tide, at vi får ryddet op i hele det rod af informationer, der udgår fra regeringspartierne. Her vil det hjælpe gevaldigt, hvis Carina Christensen kommer op af stolen og svarer fyldestgørende på Trafikforeningen Djurslands gode spørgsmål.


 

Tilbage til Trafikpolitik

 

Tilbage til 2008